Kroens historie

Lendum Kro ligger midt i byen Lendum i Vendsyssel. Huset, som i dag rummer kroen, blev oprindeligt opført som privat bolig med skrædderi i en del af stueetagen og baghuset. Ejendommen blev bygget for Thomas Andreas Juul Christiansen i 1913 og blev senere overtaget af dennes søn Arthur.

I 1966 var der ikke længere basis for et skrædderi og huset blev solgt til Henry Andersen, som indrettede huset til et cafeteria. En beslutning, som lagde grundstenen til det, som i dag er Lendum Kro.

Fra 1966 til 1997 gennemgik spisestedet flere forvandlinger og havde skiftende ejere. På et tidspunkt i denne periode kunne stedet med rette kaldes en bodega med dertilhørende fest i gaden – langt fra den fred og idyl, som i dag hersker på Lendum Kro.

Den 31. marts 1998 fik Tom Juul Nielsen skøde på ejendommen og med hjælp fra familie og venner kunne Tom i sin sparsomme fritid som kok på ”Hotel Skagen Strand” begynde den omfattende renovering af ejendommen. Flere dele af den oprindelige bygning blev revet ned og genopført i nutidige materialer og de indvendige dele blev totalrenoveret.

I april 2000 stod Lendum Kro klar til at tage imod de første gæster. Dette blev på behørig vis fejret med en indvielsesfest for byens borgere og venner. Tilblivelsen af en gourmetrestaurant var tilendebragt.

arrangedinercafe-fisk-boks